En samlet guide til Godik’s brand fra fortælling til visuel identitet
Guiden gør det nemt at arbejde konsistent med brandet og giver et klart billede af, hvem Godik er, og hvordan vi udtrykker os. Den er tænkt som et praktisk værktøj, der kan bruges som støtte i både det kreative og det kommunikative arbejde.

Kernefortælling
Kernefortællingen indfanger Godik’s DNA, historie og værdiskabelse – og udstikker retningen for den kommunikative stil med fokus på det nye brand promise. Kernefortællingen fungerer som en bank for budskaber, hvor vi kan hente inspiration til vores budskaber.
Musikken spiller, og der er gang i byggepladsen. Nogle sætter festivalhegn op. Andre bygger nye hjem.
Fælles for alle? Der er brug for, at nogen har styr på det praktiske – uden at de behøver tænke på det.
Alt dét, der bare virker.
Udstyret, der får det hele til at spille: Toiletvogne og festivalhegn. Skurvogne og kabler. Strøm, lys og sikkerhed. Det er her, du møder Godik.
Vi er crewet bag crewet. I kulissen og i baggrunden. Bag scenerne. Ved indgangene til byfesterne. Langs løberuterne. Og på byggepladserne.
Når du samarbejder med os, får du mere end udstyr. Du får løsninger, der virker – fra adgangsforhold til sikkerhedsovervågning.
We got this.
Det kommer af mere end 30 års erfaring med sans for de små detaljer og overblik fra de store festivaler.
Vi har været med, før festivaler blev til forretninger, og før genhusning blev til krav. Når det gælder, ved vi, hvad der kræves.
Du slipper for at bekymre dig om, hvad der kan gå galt. Det har vi styr på.
Vi tænker fremad. På løsninger, der endnu ikke findes. Bæredygtige og intelligente. Sig til, så bygger vi det – eller skaffer det. Du skal ikke mangle noget. Når presset stiger. Når planen skrider. Når intet må fejle.
Vi rykker ud. Vi finder ud af det. Vi får det til at spille.
For os er det ikke bare endnu en leverance. Det er dig, der er 100 % afhængig af, at det virker. Og det gør det. Ingen panik. Vi er her. Hele vejen. Hele døgnet.
Vi er til at få fat i. Og til at regne med. Fra de største festivaler til de mindste spejderlejre. Fra totalentrepriser til familier, der skal genhuses i midlertidige boliger.
Vi kender pulsen. Tidsplanen. Presset og præcisionen.
Du lægger måske ikke mærke til os. Men du kan altid mærke, at vi har din ryg.
Og når du har brug for os?
We got this
Herobudskaber
Når du tænker “shit”, får vi styr på skidtet
Planen skrider. Det gør vi aldrig.
Fra én skurvogn til “ingen panik” på Smukfest
Hvis løsningen ikke findes, opfinder vi den
Vi opfandt ikke toiletvognen. Men vi har gjort den grønnere.
Du lægger måske ikke mærke til os. Men du kan mærke, at vi har din ryg
Vi har styr på pisset. Og mere til.
Vi er ikke på plantegningen. Men vi er på byggepladsen
Skurvogne, sikkerhed og strøm. Backstage på Danmarks byggepladser.
God genhusning føles ikke midlertidig. Den føles hjemlig.
Byggehegn der sætter rammer. Skurvogne der giver kaffepauser. Sikkerhed der beskytter.
Måske er der ikke prestige i skurvogne. Men de er pissevigtige for dem, der bygger nye hjem
Gearet til de største stjerner og de mindste spejdere
Det er bare et toilet. Indtil 10.000 mennesker skal bruge det
Vi er ikke på plakaten. Men vi er på pladsen
Når musikken spiller, står vi bag. Crewet bag crewet.
Når tiden skrider. Når lokummet brænder. Når alt afhænger af praktikken.
Ikoner & illustrationer
En håndtegnet illustrationsstil giver Godik et markant og genkendeligt visuelt udtryk, der skiller sig ud og tilfører personlighed. Ved at bruge Godik’s karakteristiske røde farve som diskret fremhævning, aktiveres farven på en legende og uformel måde. Illustrationerne kan nemt tilpasses forskellige målgrupper og formater uden at gå på kompromis med den visuelle identitet.